Tilbage til Kogebog - Danske Opskrifter - Tilbage til FORSIDEN

 

Små forlorne harer i fad med sauce

Indrømmet, det tager en smule mere tid at lave de små, individuelle harer, for der skal jo fordeles lidt mere bacon, men de par minutter har jeg ikke noget imod at bruge ekstra, for det var simpelthen bare noget så hyggeligt, at få serveret sin egen, lille hare – eller harekilling, som jeg måske i stedet skulle kalde dem, når de ikke er større. 

Ingredienser  

450 gr hakket svinekød
1 løg, revet
1 æg
½ dl mælk
3 spsk havregryn – kan erstattes af 1-2 spsk hvedemel
salt og peber
1 pk bacon i skiver
Sauce.
stegesky fra haren
1 dl madlavningsfløde
1 meljævning – rystet sammen af 1 spsk mel og ½ dl mælk eller vand
lidt madkulør
1-2 tsk ribsgele – kan erstattes af sukker
salt og peber

Fremgangsmåde

Rør farsen sammen af hakket kød, revet løg, æg, mælk, havregryn eller hvedemel, salt og peber.
Form farsen til 4 små farsbrød og sæt dem i et lille ildfast fad.
Halver baconskiverne og fordel dem på de små farsbrød.
Sæt fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter – når de første 10 minutter af stegetiden er gået, hældes 2,5 – 3 dl vand i fadet.

Efter 45 minutter tages fadet ud af ovnen.
Læg de færdigstegte harer på en tallerken og hæld derefter væden (stegeskyen) fra fadet over i en lille gryde – hæld den evt. igennem en sigte, så eventuelle urenheder sies fra.
Sæt de små harer tilbage i det tomme fad og sæt det tilbage i den slukkede ovn, så de holdes varme imens saucen laves.

Bring stegeskyen i kog i gryden.
Tilsæt herefter madlavningsfløde og meljævningen.
Bring atter gryden i kog og lad den koge et par minutter, indtil saucen tykner.
Tilsæt saucekulør og ribsgelé og smag til med salt og peber.
Når saucen er færdig, tages fadet med de små harer ud af ovnen.
Hæld saucen ved harerne og server straks med kogte kartofler, syltede agurker eller asier og evt. lidt ribsgele.

Tip: