Tilbage til Kogebog - Danske Opskrifter - Tilbage til FORSIDEN

 

Paprikagryde med mørbrad

Paprikagryde, mørbradgryde, pramdragergryde og sorte gryde – kært barn har mange navne og selvom typen af kød der anvendes, kan variere over alt fra mørbrad og skinkekød i tern til oksekød i strimler, så dækker de mange “gryde-navne” stort set over det samme, nemlig en sammenkogt ret med en form for kød i mindre stykker 

Ingredienser  

1-2 pk. bacon i tern
1 pk gode cocktailpølser
2 løg, hakkede
1 svinemørbrad, afpudset og skåret i tern (ca 2 x 2 cm)
2-3 spsk paprika eller efter smag
1 rød peberfrugt, skåret i tern
250 gr champignons i skiver
2 ds. hakkede tomater
2 spsk ketchup – kan udelades
2,5 dl fløde (madlavnings eller piskefløde)
1-2 dl mælk
evt 2 spsk hvedemel til jævning
salt og peber

Fremgangsmåde

I en stor gryde steges bacontern sprøde og gyldne – når baconstykkerne næsten er færdige, tilsættes pølser og de steges med et par minutter, så de lige netop bliver lysebrune og får stegeskorpe.
Læg bacon og pølser på en tallerken med fedtsugende papir og stil dem til side.

Brun løget i det tiloversblevne baconfedt i gryden – er der ikke fedtstof nok, kan man tilsætte lidt olie.
Når løgene er klare, tilsættes mørbrad i tern og stykkerne brunes godt.
Kom paprika i gryden og rør rundt.
Tilsæt herefter peberfrugt og champignons og sauter i et par minutter.
Kom hakkede tomater, evt. ketchup, fløde og mælk i gryden og bring den i kog.
Lad retten simre i ca. 20 minutter og tilsæt de stegte bacontern og pølser (gem evt. lidt bacontern til pynt på den færdige paprikagryde).

Ønskes en tykkere sauce, så ryst hvedemel og ca ½ dl vand sammen til en meljævning og rør den i saucen – lad saucen koge igennem et par minutter til den tykner og evt. melsmag forsvinder.

Smag til med salt og peber og server med kogte ris, ovnstegte kartofler eller kartoffelmos.

Tip: